Mit navn er Peter, og jeg er uddannet fysioterapeut med næsten 20 års erfaring i branchen og inden for de senere år uddannet åndedrætsterapeut.

Jeg har altid været fascineret af menneskets psykologi og det, der ligger ud over det fysiske. Som fysioterapeut har jeg erfaret, at en udelukkende fysisk tilgang til behandling ofte kun gav kortvarige resultater. Men da jeg begyndte at inddrage klienternes mentale situation og se hele mennesket bag symptomerne, oplevede jeg en markant mere vedvarende effekt. Mine klienter følte sig set og forstået på en ny måde, hvilket åbnede op for dybere og mere varige forandringer.

Gennem mine egne erfaringer har jeg også oplevet, hvordan åndedrætsteknikker og helhedsorienterede metoder har hjulpet mig med at finde ro og balance, både mentalt og fysisk. Denne kombination af personlig udvikling og professionel erfaring har gjort mig overbevist om, at en holistisk tilgang er vejen frem for at skabe varig forandring og bedre livskvalitet.

Jeg har specialiseret mig i en række efteruddannelser, herunder mange forskellige fysioterapeutiske tilgange, men også inden for akupunktur, osteopati og kropsterapi, traumebehandling, meditation og Qi Gong, hvilket har givet mig en dybdegående og helhedsorienteret tilgang til behandling.

Jeg kan rigtig godt lide mit arbejde, og jeg føler mig meget taknemmelig over at kunne få lov til at hjælpe mennesker til at skabe forandring. Jeg behandler 1-1, faciliterer åndedrætshold og laver forskellige workshops, både for private og forskellige virksomheder.

Jeg har gennem årene behandlet en bred vifte af klienter – fra professionelle sportsudøvere til folk med kroniske smerter og mennesker med stress. Mit mål er altid at hjælpe mine klienter med at opnå en bedre livskvalitet og en mere balanceret hverdag.

Jeg er far til 3 dejlige børn og mand til min søde hustru Lou. Jeg er familiemand med kæmpe F. Personligt prøver jeg hele tiden at være den bedste version af mig selv både til gavn for mig og mine nære omgivelser. Det lykkes ofte, men slet ikke altid. Det er svært at jonglere rundt i en travl verden med bevidste og ubevidste påvirkninger.